Vinterens Fugle i haven - en billedserie
De almindeligste arter
En af de nemmeste fugle at kende. Flot, dybsort fjerdragt med skinnende orangegult næb og øjenring. Unge hanner fra den foregående ynglesæson begynder at ligne de gamle hanner meget. De har ikke samme dybe sorte farve og især næbbet er godt at se på. det er nemligt ikke klart gult endnu (pas på; gamle hanner har tit jord eller lignende siddende på næbbet). |
I form og størrelse helt som hannen. Ensfarvet brun på oversiden. På undersiden også brun, men der kan som regel altid anes et fint mønster. Gamle hunner er mere ensfarvede en ungfuglene, men det kan være svært at se. Ind imellem kan der vises noget der ligner en øjenbrynsstribe, men aldrig så klart som fx Vinddroslens. Der kan være en meget diffus halvmåneformet aftegning midt på brystet, men det kommer slet ikke i nærheden af Ringdroslens flotte hvide måne. |
En klassiker i haven og en af de fugle der hyppigst ses i haver hvor der fodres om vinteren. Forholdsvis mørk fugl, med flotte rødbrune og blågrå tegninger i hovedet og en fin (ind imellem grønlig-)brun farve øverst på ryggen. En smuk fugl, men overraskende godt kamufleret. Kendes fra Kvækerfinken på den violetbrune underside og hovedtegningen og de kølige farver, hvor Kvækerfinken kører i varme farver, sorte-sortbrune tegninger og hvid bug. |
Næsten som at se et gammelt gulnet sorthvidt billede af en bogfinke han. Hun har samme tegninger som hannen, men det hele foregår i anonyme, lyse brungrålige nuancer. Undtag er de markante hvide vingebånd. De er særdeles karakteriske for bogfinke, både han og hun, og et meget vigtigt kendetegn. |
Også kaldet "Svensker". Der er ikke andre fugle der ligner den. Når du ser den i haven, så læg mærke til den knaldgule kile midt på vingen. Det er artskendetegn. Nyd dem. Hunner og ungfugle er lidt sartere og især ungfuglene kan indmellem fremvise en diffus pletning/længdestribning på brystet. |
Umiskendelig med den rent hvide kind rammet ind i kulsort og så med sort isse og hagesmæk. Bemærk også klar sort stribe midt ned gennem det sartgule bryst. Flittig gæst i haven - også om vinteren. |
En miniudgave af Musvit, men uden sort isse. Blåmejsen har i stedet lyseblå kalot adskilt fra det sorte af en diffus hvid kant. Mindre og ikke så rund som Musvit og ikke så klar i tegningerne. |
Brun chokoladefarvet kalot. Under øjet en klar sort plet, isoleret midt i den hvide kind. På afstand virker det nærmest som om Skovspurven har STORE øjne. Er i løbet af de sidste 20-30 år blevet langt talrigere i haverne end Gråspurven. |
Ofte også kaldet "Rødkælk". Begge dele er korrekt, men "Rødhals" har vundet indpas blandt fuglefolk. Flot orangerød bryst og okkerbrun ryg. Holder sig næsten altid i kanten af buskene. Hopper tit ned på jorden og så tilbage og holde udkig på en gren i kanten af en busk. Gerne lidt nervøs at se på. |
Gærdesmutten er en favorit for mange. Den vimser rundt, som en lille brun fjerklump, med sin korte hale strittende lige i vejret. Ikke et øjebliks ro er der over den. Den er skøn at følge. Gærdesmutten følger med i alt hvad der foregår i haven og kan være ret nysgerrig. Ofte skælder den kraftigt ud på alt og alle og næsten lige så ofte, kan de bryde ud i spontan sang. En fantastisk trille for den lile fugl (forskere har forsøgsvis regnet sig frem til, at en gærdesmutte på størrelse med en ko, ville kunne høres helt ned i Rom!). |
Vi ser dem hele tiden. De er blevet utroligt almindelige og hvem kender ikke ringduen - eller gør vi... Den er blygrå i farverne, har en hvid halvring om halsen og er absolut den største due vi ser på Samsø. En rigtig smuk fugl, når den ses på tæt hold. Se på billedet. Den er også større en hovedparten af de forfløjne tamduer. |
|
Ligner til forveksling en skovspurv, men har en helt anden hovedtegning. Den grå kalot adskilt af kastaniebrunt over øjet fra den hvide kind (uden sort plet!) er det vigtigste kendetegn. Grå overgump er også godt at se. Gråspurven er lidt større, mere langstrakt og mere fladhovedet end Skovspurv. Det snyder dog meget her om vinteren, hvor begge arter har det med at puste fjerene op. Der er ikke så mange gråspurve tilbage her på Samsø længere og langt de fleste steder er det Skovspurve vi ser. Der er dog Gråspurve i alle byerne. |
Du sidder og kigger på fuglene i haven og har helt styr på dem allesammen. Pludselig bliver du opmærksom på en fugl der næsten museagtigt kravler rundt under buske og hæk... Så er det tit Jernspurven, også tidligere ofte kaldet brunellen. Opførsel, det fine spidse næb og den mørkegrå farve i hoved og på brystet samt benfarven afgør artsbestemmelsen. |
Har et let nasalt "kvææk" som kald, men det er jo ikke til at høre ved foderbrædtet... Form og størrelse tæt på dens kusine, Bogfinken. Kvækerfinken er varm og lys "tomatflødeorange" med mørke tegninger. En meget smuk fugl. I starten af sæsonen meget spraglet i hovedet, men spidserne af fjerene i hovedet slides langsomt og sidst på sæsonen har hannerne fået en kulsort hætte. Det ser bare vanvittigt flot ud! Glæd dig. |
Dengang for mange, mange år siden, helt tilbage til dengang fuglene blev malet, da var Stillitsen den sidste i køen. Der var kun nogle rester tilbage at male den hvide fugle med. Derfor kom der lidt sort på vinger og hale, en flot knaldgul farve som vingebånd og den flotteste dybrøde farve i panden og lys gråbrunt på ryggen og brystet og ... hov... der var ikke nok brunt til brystet, kun lige nok til et par lette strøg. Der hvor der ikke blev malet, er Stillitsen den dag i dag hvid. Meget flot fugl og elsker tidselfrø, mælkebøttefrø m.m. Kommer normalt ikke til foderbrædtet. |
Fuglenes gadedreng - sådan flyver den! En glad og munter hoppende flugt og de snakker meget imens. Fylder ikke meget, knap mere end 2/3 af en Grønirisk. Det sker de kommer til foderbrædtet og bliver et par dage. Ofte bliver de hængende i birkene, hvor de kaster sig over frøene. Jorden under birkene kan være helt oversået med frørester, når de har været der. Sort kalot og kraftige gule og gulgrønne farver gør den til at kende igen. |
En mere neutral udgave af hannen og så uden kalotten.Kraftige striber på bryst og flanker, hvor hannen er "næsten" ustribet. Grønsisken er en skøn fugl at have ved foderbrædtet, for den er meget livlig. Samtidig bliver den gerne lidt ved brædtet, modsat blåmejserne (cirka samme størrelse), som hapser et solsikkefrø og så lynhurtigt forlader scenen igen. |
En fugl mange elsker at hade. Lige så køn der er i sin sarte gråblållige rosafarve, lige så generende opleves den klokken 4 om morgenen, når den igen-igen-igen sidder lige udenfor soveværelset (den sidder åbenbart altid lige udenfor soveværelset?) og synger sin monotone sang "wuh-hu-huhuuuh". Meget smuk, specielt når den ses på kort afstand. Kan godt lide fodernbrædtet. |
1-2-3-4-5-6-Syyyyyyyyyyv synger den - bare ikke om vinteren... Lidt større end bogfinkerne, længere hale og rustfarvet overgump. På billedet en han og de er også de nemmeste at kende. Knaldgul i hovedet er den og også på undersiden. Hvor meget varierer fra fugl til fugl, ligesom de mørke tegninger i hovedet varierer. Holder gerne til i yderkanten eller sidder i et træ og beskuer de andre fugles ædegilde på afstand. |
sjag-sjag-sjAG lyder det. Vi kender stemmen fra det sene efterår og flokkene der kommer gennem landskabet og mellemlander i de høje træer og mæsker sig i de sidste bær og æbler - men hvordan ser den ud? Gråt hoved og overgump. Lækker chokoladerødbrun skuldrene og ind over ryggen, sort hale, plettet bryst i varierende grad, skønt varmtgult næb. Rodet at se på på afstand, smuk i det nære. |
De lidt sjældnere arter
Kirsebærfuglen er den ofte blevet kaldt i Danmark, og i Norge hedder den det stadig. |
Vi ser den ikke så meget i haverne, men den kommer der. Dem, der bor op ad mere sammenhængende bevoksninger, vil især være heldige. Størrelsen cirka som alliken, og så har den et hæst skrig, der er umiskendeligt. Det kan man tit høre på en spadseretur i Brattingsborgs Skove. Udseendet gør, at der faktisk ikke er nogle forvekslingsmuligheder. Den har hvid ovregump og nogle klare skinnende lyseblå vingebånd, der selv uden kikkert er tydelige at se. Mange pudsige lyde kan den finde på at sige. På den måde er den en typisk skade. Husskaden gør det også, rågerne gør det og allikerne gør det. Skovskaden er dog ikke en kragefugl! |
En ægte forårsbebuder! Hvorfor så skrive om den her... Jo, grænser er til for at blive afprøvet. Bliver det en succes, kommer der flere til og mislykkes det, ja, så glemmer vi alt om det. Nogle stære bliver faktisk her på Samsø og overvintrer. Det er nok nogle af vores egne ynglefugle, men vi ved det ikke. De nægter simpelthen at forlade øen og har fundet steder med tilstrækkelig meget mad til at overleve vinteren på. Slankere og mere oprejst, hvor solsorten er mere vandret i sin kropsstilling. Kortere hale og anden benfarve. Stæren har prikker, det har solsorten ikke. |
Hvis du ser stor flagspætte i haven, vil vi meget gerne høre om det. Vi ved de er i skovene, men er der nogen af byerne, de også holder til i? Kommer de på besøg i byerne om vinteren og hvad med rundt om på resten af øen? Lang som en solsort og sidder ALTID (næsten) på stammer og grene. Hvid og sort, rød undergump og hannerne med rød nakkeplet. Spætten er en sjov fugl at have i haven. Hænger du et stykker talg ud i haven, kan du være heldig at den holder sig til. Der er kun én spætteart her på Samsø: Stor flagspætte. |
Silkehalen er en invasionsart, der kommer til landet i november, for at æde alt, hvad de kan finde af røde bær. De bliver i større eller mindre tal frem til april. Vinteren 2005-6 har der været usædvanligt mange. Der var også mange 2004-5. Silkehalens stemmelyder som den fineste ringlen, som små sølvklokker på en smuk vinterdag. Nyd dem! |
Den lysere, lidt større og fyldigere pendant til sydlig gråsisken, som yngler spredt her på Samsø. Nogle år svigter de os helt, andre år ser vi småflokke her og der og allevegne, hvor der er birkefrø og ellekogler. En ægte invasionsart. Tjæf-tjef-tjef - tjæf-tjef-tjef... lyder det. Og jo, det er en race af gråsisken, som ind imellem foreslås ophøjet til selvstændig art, for straks efter at blive frataget titlen igen. Helt i ånd med de gamle konger, høvdinge og lensmænd. |
Sortmejse |
Det tyske "Domherr" kommer navnet fra. De var pavens mænd og iklædt flotte røde dragter. En ægte frøspiser som faktisk forekommer hos os i 2 racer. Vores ynglefugl som vist nok også kan overvintre her og så trækgæster nord og øst fra. Gæsterne er lidt større og lidt blegere, men det er stort set umuligt at se. Flodt rødt bryst, grå ryg og så sort kalot. Hvid overgump og sort hale. Hvor er den bare flot i sine sarte farver. Kaldet er et blødt, melankolsk fløjt, som passer smukt til udseendet. |
Det er hunnerne der står for rugningen, og derfor skal hun helst ikke kunne ses. Samtidig skal hannerne imponere for at lokke hunnen til og skræmme andre hanner væk. Ser man hende på tæt hold, er hun med sine sarte nuancer om muligt endnu smukkere end hannen. |
En sjælden gæst i haven om vinteren. Mindre en sangdroslen ("droslen"), der er her om sommeren. Lever i høj grad af nedfaldsfrugt og ellers af hvad der kan findes på markerne. Oftest sammen med en flok sjaggere. Se den gullighvide øjenbrynsstribe og så den rødorange plamage i armhulerne, der breder sig så meget at det også kan ses på en siddende fugl. Den er stærestor og så har den drosselproportioner og opførsel. |
Vi kender det allesammen. Den rene idyl i haven med kvidrende småfugler der muntrer sig her og der. Pludselig lyder der et højt, skingrende advarselsfløjt og som lyn fra en klar himmel kommer en grå skygge susende hen over hækken og ned gennem haven... Det er spurvehøgen og den spreder vild panik blandt havens fugle. Forstås, for den spiser små fugle til morgenmad, frokost og aftensmad! Flot er den nu. På billedet ses en gammel han i yngledragt. Det har den faktisk februar til juni. |